Hun havde siden efterlønsreformen vidst med sig selv, at hun ville gå fra der. For som leder har hun følt et behov for at være i sit arbejde med hud og hår. Hun åbnede institutionen næsten hver morgen kl. 6 det sidste trekvart år, hun arbejdede, og var først hjemme sent eftermiddag, hvor hun ofte sad og besvarede mails. Netop derfor ville hun gerne gå tidligt fra og få mere tid og frihed. Alligevel havde hun lidt dårlig samvittighed i starten, men har lært at lægge den til side og nyde sin nye tilværelse.

En investering i sig selv
Karin havde brug for at investere i sig selv og sin egen tid. Så hun besluttede sig for at gå fra et par måneder før, hun fyldte 63. Karin har som leder altid brugt tidsplaner. Det fik hun også brug for nu for at kunne blive på det høje efterlønstrin. Hun lagde en tidsplan og drøftede den med PBU for at være sikker på, hvad hun skulle gøre og hvornår. Hun skulle afholde en del ferie, men gik også på selvbetalt orlov. Hendes tidsplan og planlægning lykkedes, og hun endte med at gå fra fire måneder før, hun fyldte 63.

Symbolet på tid
I de sidste år havde Karin på vej til arbejde kørt forbi en gammel knallert. Hun tænkte, at når man havde sådan en vakkelvorn sag, så måtte man have god tid. Hun ville også have god tid og besluttede sig for at købe en, når hun gik fra. Den skulle være gammel, og der skulle være en mælkekasse på. Nu er den blevet hendes faste transportmiddel, og parret har droppet deres anden bil. Hun er blevet et klenodie i lokalområdet, og børnene på villavejen stiller sig klar og vinker til Knallert-Karin, når hun kommer tøffende forbi.
For Karin er knallerten blevet et stærkt symbol på at have tid nok og ikke længere skulle ræse af sted.

Planlæg – men vær fleksibel
Hun havde været glad for arbejdet, men også været klar over at det sled på hende, og at hun ville have god tid til at nyde livet med sin mand, inden de blev for gamle. De havde planlagt at skulle spille golf, cykle mountainbikes og lære tysk, for så at tage på cykel- og golfture i Mosel. Men så blev først hendes far syg og siden hendes mor. Faren blev rask igen, men moren døde et års tid efter, at Karin stoppede med at arbejde. Karin kommer nu meget hos faren, der stadig bor på Karins fødegård. Landbruget er solgt fra, men farens store hobby har altid været bier. Nu er Karin begyndt at hjælpe faren med staderne og er blevet meget glad for det. Hun har fået sit eget stade og kalder sig nu biavlerelev. Det er blevet noget, de har sammen.

Selvom Karin ikke havde forestillet sig, at biavl og forholdet til faren skulle fylde så meget, er hun glad for at have tid til det. For Karin er det blevet til en vigtig pointe om det at være til stede i den nye livsfase. At man skal lægge planer og forberede sig – ikke bare økonomisk, men også interessemæssigt - men at man også bliver nødt til at forholde sig fleksibelt og pragmatisk til dem. Og at man har friheden til at udskyde ting, der kan laves i morgen. For Karin skal stadig cykle Mosel og Danmark tyndt, når der er plads til det, med mindre der kommer noget andet meningsfuldt i vejen.