Man slipper aldrig sin faglighed
Da hun gik fra, sagde hun til sin leder, at hun gerne ville fortsætte med at arbejde en dag om ugen. Lederen spurgte ud i personalegruppen, om der var nogle, der ville gå ned i tid, og da en småbørnsmor så det som en kærkommen mulighed for at få lidt mere familietid, fik Mona fem timer hver tirsdag formiddag. Så selvom Mona i sit eget selvbillede er gået fra, er hun meget glad for sine fem timer hver uge. Det er ikke på grund af økonomien, at hun fortsætter med at arbejde, men fordi, at det hjælper hende med at holde sig i gang socialt og fagligt.
Det har altid været samværet med børnene, der har drevet Mona, og som hun har brugt til at udvikle fagligheden. Hun har været praktikvejleder og haft en del at gøre med seminaret i årenes løb. Hun synes stadig, at hun får afløb for dette den ene dag om ugen, og hun sparrer med kolleger og rådgiver nye pædagogmedhjælpere. Hun er glad for at beholde kollegerne og føler sig værdsat. Det betyder meget for hende, at der er en stor aldersspredning i medarbejdergruppen, fordi man kan forskellige ting afhængigt af ens alder. Så Mona har ikke nogen planer om at stoppe foreløbig. Desuden er hendes tirsdag formiddag en af de ting, der er med til at give struktur til hele ugen udover yoga- og badmintontimerne.
Pension har givet hende overskuddet igen
Mona forbinder først og fremmest pensionen med mere tid. Før var hun for træt til mange ting, men hun har fået overskuddet tilbage. Hun nyder at kunne gå til hverdagens sysler med et friskt hoved. Selvom hendes migræne og slidgigt er kommet for at blive, fylder det ikke så meget nu, hvor hun kan slappe af, når hun har brug for det. Så hun har anskaffet sig en hund, som hun og manden går mange lange ture med, og hun får dyrket en masse yoga og badminton. Både køkkenhaven og kolonihaven blev også flottere end nogensinde i sommer.
Mona nyder at have bedre tid til at lave de ting, hun er glad for, og have overskud til at nyde dem. Så selvom tanken om at arbejde en formiddag mere om ugen har strejfet hende, er det ikke noget, hun vil gøre alvor af. Der er for mange ting, hun også gerne vil bruge livet til.