Pædagogernes Pension udnævner ny CIO: Kontinuitet og stærke resultater i fokus

Efter fire måneder som konstitueret på posten tiltræder Johannes Bill Ladegaard nu som CIO i Pædagogernes Pension. Han får ansvaret for at videreføre investeringsstrategien i pædagogernes eget pensionsselskab med 130.000 medlemmer og en formue på omkring 110 mia. kr.
Johannes Bill Ladegaard har været en del af Pædagogernes Pension siden 2013 og har haft centrale roller inden for risikostyring og investering – senest som chef for alternative investeringer. Han overtager dermed CIO-posten med et indgående kendskab til både porteføljen, risikostyringen og selskabets investerings-DNA.
Adm. direktør i Pædagogernes Pension, Sune Schackenfeldt, ser udnævnelsen som en styrkelse af organisationen:
“Johannes’ solide risikobaggrund og dybe forståelse for Pædagogernes Pensions investerings-DNA har bidraget til en disciplineret og ansvarlig tilgang til investeringer med fokus på langsigtet værdiskabelse. Samtidig er Johannes en meget vellidt og respekteret leder og kollega, som skaber tillid og engagement omkring sig. Med Johannes som ny CIO sikrer Pædagogernes Pension både kontinuitet, stærk faglighed og bred opbakning i organisationen”.
Udnævnelsen sker på et tidspunkt, hvor Pædagogernes Pension står stærkt placeret i pensionsbranchen. I 2025 leverede selskabet et afkast på 12,5 % for medlemmer under 56 år, hvilket placerede Pædagogernes Pension helt i toppen af branchen. Også over 3-, 7- og 10-årige perioder har selskabet leveret det bedste afkast til samme medlemsgruppe.
Ifølge Johannes Bill Ladegaard er opgaven som CIO først og fremmest at fastholde en strategi, der allerede har bevist sit værd:
“Fundamentet er stærkt og bygger på rigtig mange dygtige kollegers hårde arbejde, og retningen er tydelig. Når strategien leverer konkurrencedygtige resultater over tid, er kontinuitet en klar styrke. Min opgave er at sikre, at vi fortsætter den disciplin, der har skabt de resultater, vi ser i dag,” siger han.
Han peger samtidig på, at arbejdet i Pædagogernes Pension rækker ud over de finansielle markeder og giver en særlig mening:
“Alt, hvad vi gør i Pædagogernes Pension, tager udgangspunkt i pædagogerne. Jeg møder dem også i min egen hverdag som forælder til to små børn – og med et tredje på vej - og jeg kan se, hvor stort et engagement og ansvar pædagogerne tager for børns trivsel hver eneste dag. Det gør det meget tydeligt, hvem vi arbejder for, og hvorfor det, vi laver, betyder noget”.
Med Johannes Bill Ladegaard som ny CIO står Pædagogernes Pension dermed godt rustet til at videreføre en investeringsstrategi, der både har leveret stærke resultater og skabt tryghed for medlemmerne på lang sigt.

