Folkepension

Når du når din folkepensionsalder, kan du få folkepension. Du skal bare huske selv at søge om den.

For at få folkepension skal du

som hovedregel

  • være dansk statsborger
  • have fast bopæl i Danmark
  • have boet i Danmark i mindst 40 år, fra du fyldte 15 år, til du nåede pensionsalderen, for at få fuld folkepension.

Det er Udbetaling Danmark, der administrerer og udbetaler folkepensionen.

Det består folkepensionen af

  • Et grundbeløb, som langt de fleste får
  • Et tillæg, som kan reduceres eller helt bortfalde, hvis du og/eller din ægtefælle/samlever har indtægter (undtagen løn) over en vis størrelse. Indtægter kan fx være pensioner
  • Aldersopsparing og kapitalpension modregnes ikke i folkepensionstillægget.

Du betaler indkomstskat af folkepensionen.

Grundbeløb i 2026

7.544
kr./md. før skat

- hvis du er enlig og får fuld folkepension

7.544
kr./md. før skat

- hvis du er gift eller samlevende og får fuld folkepension

Folkepensionstillæg i 2026

Højst
8.729
kr./md. før skat

- hvis du er enlig

Højst
4.467
kr./md. før skat

- hvis du er gift eller samlevende

Modregning i folkepensionstillægget

Alle indtægter med undtagelse af lønindtægter påvirker folkepensionstillæggets størrelse - også dem din ægtefælle/samlever har. Indtægter kan fx være pensioner.

Har du en ægtefælle eller samlever, og er jeres samlede indtægter over 198.800 kr. årligt (2026), så vil 32 % af indtægten derover (16 % for hver, hvis begge er på folkepension) blive modregnet i folkepensionstillægget.

Er du enlig, og har du en indtægt på mere end 99.200 kr. årligt (2026), så vil
30,9 % af indtægten derover blive modregnet i folkepensionstillægget.

Du kan udskyde folkepensionen

Du kan søge om at udskyde din folkepension og din ATP Livslang Pension. Så optjener du en såkaldt venteprocent, hvis du fortsætter med at arbejde efter din folkepensionsalder. Når du senere vælger at få din folkepension udbetalt, får du også et ventetillæg.

Læs mere om beregningsregler, og hvilke krav du skal opfylde

Du kan få en seniorpræmie, hvis du arbejder længere

Hvis du fortsætter med at arbejde mindst 1.560 løntimer de første 12 måneder, efter du har nået folkepensionsalderen, kan du have ret til en seniorpræmie, som er et skattefrit engangsbeløb.

Læs mere om seniorpræmieordningen

Flere fakta om folkepensionen

Du skal søge

Folkepensionen kommer ikke automatisk. Du skal selv søge om den. Og det skal du gøre, inden du når din folkepensionsalder – også selv om du ønsker at vente med at få den udbetalt.
Du gør det på borger.dk.

Udbetales bagud

Folkepensionen udbetales månedsvis bagud og bliver udbetalt til din konto den sidste bankdag i måneden. Hvis du for eksempel fylder 66 år den 2. september, vil du få den første udbetaling den 31. oktober.