Pædagogernes Pension ekskluderer Tesla

Pressemeddelelser
December 7, 2023
Teslas hårde kurs mod den nordiske fagbevægelse betyder, at Pædagogernes Pension nu ekskluderer virksomheden. Det indebærer samtidig et salg af aktier for 242 mio. kr. i Tesla.

Beslutningen om eksklusion er truffet ovenpå varslingen af danske sympatistrejker med svenske kolleger inden for post- og transportsektoren, som ikke kan opnå aftale om kollektiv overenskomst med Tesla.

”Fagforeningsfrihed og retten til at forhandle løn kollektivt er en del af Pædagogernes Pensions værdigrundlag og et vigtigt element i vores tilslutning til FN’s Global Compact. Det kan vi ikke gå på kompromis med,” udtaler administrerende direktør i Pædagogernes Pension Sune Schackenfeldt.

Pædagogernes Pension har senest drøftet arbejdstagerettigheder med Tesla i marts i år, men topchef Elon Musks kategoriske udmeldinger og den hårde kurs mod den nordiske fagbevægelse gør det uholdbart for Pædagogernes Pension fortsat at investere i virksomheden.

”Det er ærgerligt, fordi det er en spændende og innovativ virksomhed, som er en væsentlig drivkraft i udviklingen af elbiler og batterier. Vi vil undersøge, hvordan vi eventuelt fortsat kan bidrage til et aktionærpres på Tesla, så de giver indrømmelser i forhold til basal fagforeningsfrihed og grundlæggende arbejdstagerrettigheder,” udtaler Sune Schackenfeldt.

Pædagogernes Pension valgte tidligere i år at ekskludere Amazon af samme årsag. Her har flere års dialog desværre ikke udmøntet sig i vilje til at forbedre muligheden for at forhandle løn og arbejdsvilkår.

Kategorier
Ansvarlige investeringer
Arbejdsvilkår

Pressekontakt

Administrerende direktør
Sune Schackenfeldt

sas@pbu.dk